Salgs- og leveringsbetingelser – Labshoppen (Labflex A/S)

Salgs- og leveringsbetingelser for Labshoppen (Labflex A/S)

Gældende fra 01/09/2025

Firma oplysninger

LABFLEX A/S
Cvr-nummer: 55220212
Adresse: Hjortevej 3, 7800 Skive
E-mail: info@labshoppen.com

1. Anvendelse og gyldighed

1.1 Bestillinger foretaget via Labshoppen (www.labshoppen.com) leveres af Labflex A/S, CVR DK 55 22 02 12, i henhold til nærværende salgs- og leveringsbetingelser, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt skriftligt. Valg af betalingsform afkrydses ved checkout.

1.2 Ved bestilling modtager kunden en bestillingsbekræftelse fra Labshoppen. Hvis kunden vælger betaling via bankoverførsel, fremsendes en faktura med betalingsoplysninger. Medmindre andet skriftligt er aftalt med Labflex A/S, skal betaling være modtaget, før produktionen af varen påbegyndes.

1.2.1 Herefter indlæses ordren i Labflex A/S’ system, hvor kunden modtager ordrebekræftelse og senere leveringsbekræftelse.

2. Tilbud, priser og bestilling

2.1 Priser på Labshoppen er dagspriser og er bindende for Labflex A/S på tidspunktet for bestilling. Eventuelle ændringer i pris efter bestilling påvirker ikke indgåede aftaler. Din kurv kan gemmes som et tilbud, som er gyldigt i 30 dage.

2.2 Alle priser er angivet ekskl. moms, medmindre andet er anført. Leveringsbetingelsen er som udgangspunkt Ex Works (EXW), jf. INCOTERMS 2010.

2.3 For særlige forespørgsler uden for webshoppen kan Labflex A/S afgive særskilt tilbud. Sådanne tilbud er bindende i 45 dage fra datering, medmindre andet er anført.

2.4 Købers eventuelle indsigelser mod ordrebekræftelsens indhold, eller mod aftalegrundlaget i øvrigt, skal fremsættes skriftligt, og være modtaget af Labflex A/S senest 5 kalenderdage efter kundens bestilling. Hvis fristen ikke overholdes, taber køber sin indsigelse over for Labflex A/S i enhver henseende.

3. Fortrydelsesret

3.1 Da alle varer i Labshoppen produceres efter kundens specifikationer og valg af mål, farver og tilpasninger, er der ingen fortrydelsesret i henhold til forbrugeraftaleloven § 18, stk. 2, nr. 3. Labshoppen tilbyder en frivillig fortrydelsesret på 5 kalenderdage fra den dag, kunden afgiver sin bestilling.

3.1.2 Ønsker kunden at benytte fortrydelsesretten, skal dette meddeles skriftligt til Labflex A/S inden udløbet af de 5 dage. Eventuel forudbetalt købesum tilbagebetales herefter til kunden.

3.2 Når fristen på 5 dage er udløbet, påbegyndes produktionen af varen i henhold til kundens specifikationer, og ordren kan herefter ikke annulleres eller returneres.

3.3 Labshoppens fortrydelsesret ændrer ikke ved kundens rettigheder efter købeloven vedrørende mangler og reklamation.

4. Fakturering, betaling og sikkerhedsstillelse

4.1 Betalingsfristen ved fakturering er 21 dage netto fra fakturadato, dog påbegyndes produktion først efter betaling, medmindre andet er aftalt.

4.2 Ordrer faktureres som udgangspunkt efter bestilling.

4.3 Såfremt køber ikke overholder den på fakturaen angivne betalingsfrist alternativt fristen i § 3.1, forbeholder Labflex A/S sig ret til at tilbageholde yderligere leverancer, indtil fuldstændig betaling har fundet sted. I sådanne tilfælde kan Labflex A/S uden varsel ændre betalingsvilkår for fremtidige leverancer. Konstatering af mangler eller reklamation berettiger ikke køber til at holde nogen del af betalingen tilbage.

4.4 Labflex A/S er, uanset om dette er anført i tilbuddet, ordrebekræftelsen eller i anden aftale, berettiget til at foretage aconto fakturering for færdigproducerede (men ikke leverede) varer.

4.5 Betaling skal, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, ske pr. bankoverførsel til Labflex A/S’ konto. Overførslen sker for købers regning. Ved overskridelse af betalingsfristen svarer køber renter med Nationalbankens til enhver tid gældende udlånsrente med et tillæg på 7% p.a. fra seneste rettidige betalingsdato, og indtil beløbet er Labflex A/S i hænde. Der tilskrives renter hver måned.

4.6 Labflex A/S forbeholder sig ejendomsretten til enhver leverance, indtil købesummen, med tillæg af eventuelle renter, er betalt.

4.7 Køber er ikke berettiget til at modregne eventuelle modkrav mod Labflex A/S, med mindre sådanne modkrav er skriftligt anerkendt af Labflex A/S, ligesom køber ikke har ret til at tilbageholde nogen del af købesummen på grund af modkrav og/eller indsigelser af nogen art.

5. Levering

5.1 Standard leveringstid er 4–8 uger, medmindre andet er angivet i webshoppen, ordrebekræftelsen eller aftalt særskilt.

5.2 Medmindre andet er skriftligt aftalt, er leveringsbetingelsen Ex Works (EXW) fra Labflex A/S’ fabrik og i forbindelse med eventuelle direkte leverancer af handelsvarer fra underleverandørers produktionssteder eller lagre. Leveringsbetingelserne er baseret på definitionerne iht. INCOTERMS 2010.

5.3 Leveringstid er anført i Labflex A/S’ ordrebekræftelse.

5.4 Uanset ovenstående er Labflex A/S berettiget til, om nødvendigt, at forlænge den aftalte leveringstid med indtil 30 dage regnet fra udløbet af den fastsatte leveringsdato, forudsat Labflex A/S inden dette tidspunkt giver køber underretning om forlængelsen. Forsinkelse som følge af en udsat levering giver ikke køber ret til at aflyse ordren.

5.5 Kan levering, som følge af købers forhold, ikke gennemføres, forbeholder Labflex A/S sig retten til fuldt og helt at fakturere samtlige producerede og indkøbte varer. Der vil også blive faktureret for aftalte services, der ikke kan aflyses. Varerne kan for købers regning og risiko opmagasineres på enten Labflex A/S’ lager eller på andet fjernlager. Labflex A/S er berettiget til at opkræve lagerleje, såfremt opmagasineringen af varerne skal ske på Labflex A/S’ foranledning. Al aftale om lagerleje ift. priser, periode og specifikke forhold for opmagasineringen, skal aftales skriftligt og enhver opmagasinering sker udelukkende for købers regning og risiko. I fald køber ikke har afhentet de leverede produkter senest 6 måneder efter den aftalte leveringsdato, er Labflex A/S berettiget til at sælge produkterne til anden side til bedst opnåelige pris, eller at destruere produkterne for købers regning. Differencen mellem pris og destruktionsomkostninger kan Labflex A/S også kræve betalt af køber.

6. Montage (tilvalg)

6.1 Montagepris er tilgængelig i forbindelse med bestilling på Labshoppen. Prisen er inkl. samling af produkter, montering og oprydning. Prisen er ekskl. fugning (kunden kan anmode om separat pris ved behov for fugning).

6.2 Kunden skal sikre, at lokaler er tilgængelige, ryddede og klar til montage på det aftalte tidspunkt. Eventuelle forsinkelser eller ekstraarbejde som følge af kundens forhold faktureres særskilt.

6.3 Såfremt vaske og armaturer er inkluderet i montagen i inventaret, er rørføring og tilslutning til eksisterende installationer ikke inkluderet.

7. Undersøgelsespligt

7.1 Køber er forpligtet til straks, og senest 3 dage efter modtagelsen af en leverance, at foretage fornødne undersøgelser til konstatering af eventuelle mangler. Hvis køber undlader dette, og hvis der efterfølgende konstateres skader og mangler som kunne eller burde have været opdaget, mister køber indsigelserne vedrørende disse forhold. Hvis det er aftalt, at Labflex A/S skal forestå montering af de leverede produkter, er køber forpligtet til senest 3 dage efter monteringens afslutning, at foretage fornødne undersøgelser til konstatering af mangler.

7.2 Skulle en leverance være behæftet med en mangel, som det ikke har været muligt at konstatere under den i pkt. 7.1 nævnte undersøgelse, skal køber uden ubegrundet ophold, efter at manglen er opdaget eller burde have været opdaget, skriftligt reklamere til Labflex A/S. Reklamationen skal indeholde en nøjagtig og udtømmende specifikation og beskrivelse af manglen samt identifikation af de(n) mangelfulde enhed(er) i leverancen.

8. Reklamationsret

8.1 Labflex A/S yder reklamationsret i henhold til dansk købelov.

8.2 Afhjælpningspligt omfatter ikke følgerne af naturligt slid og ælde, overlast, serviceforskrifter, mangelfuld vedligeholdelse, mangelfuld eller uhensigtsmæssig betjening og/eller montering (herunder tilsidesættelse af de givne monterings- og/eller betjeningsforhold, for hvilke køber bærer ansvaret eller risikoen). Sådanne forhold betragtes i øvrigt ikke som fabrikationsfejl.

9. Ansvar

9.1 Labflex A/S’ erstatningsansvar over for køber kan ikke overstige fakturabeløbet for leverancen, dog således at erstatningsansvar aldrig kan overstige den maksimalt opnåelige dækning på Labflex A/S’ erhvervs- og produktansvarsforsikring.

9.2 Labflex A/S’ ansvar for mangler er begrænset til omlevering eller afhjælpning af de omhandlede produktenheder. Alternativt kan Labflex A/S efter eget valg kreditere køber et af Labflex A/S fastsat beløb, der ikke kan overstige den mangelfulde del af leverancens pris (opgjort eksklusive moms). Det er ene og alene Labflex A/S, der har ansvaret og bemyndigelsen til at beslutte hvilken form for afhjælpning, der skal eksekveres.

9.3 Labflex A/S kan aldrig gøres ansvarlig for tabt avance, tredjemands tab, driftstab, herunder tab ved forsinkelse med byggeri, industriproduktion mv. eller andet indirekte tab.

9.4 Labflex A/S er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, mens produktet er i købers besiddelse. I øvrigt er Labflex A/S kun ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre, såfremt det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af Labflex A/S eller andre, som Labflex A/S har ansvaret for.

9.5 Labflex A/S er heller ikke ansvarlig for skader på produkter, der er fremstillet af køber, eller for skader på produkter, der er leveret af Labflex A/S, men hvori der indgår produkter, halvfabrikata eller materialer fremstillet og/eller leveret af køber.

9.6 Såfremt Labflex A/S måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde Labflex A/S skadesløs i samme omfang, som Labflex A/S’ ansvar er begrænset i henhold til punkt 9.1.

9.7 Labflex A/S er alene ansvarlig for egen leverance, medmindre andet skriftligt er aftalt. Labflex A/S hæfter ikke for fejl og mangler der stammer fra arbejde udført af selvstændige underentreprenører, medmindre disse er engageret og betalt af Labflex A/S.

9.8 Aftaler med øvrige entreprenører kan efter købers bemyndigelse indgås af Labflex A/S på købers vegne. Labflex A/S påtager sig dog intet ansvar for entreprenørens arbejde, herunder eventuelle skader eller øvrige ansvarspådragende handlinger, som den pågældende underentreprenør måtte være ansvarlig for.

9.9 Labflex A/S’ ansvar omfatter kun mangler, som viser sig inden 2 år fra leveringen, henholdsvis monteringens færdiggørelse. Dette ansvar er kun gældende, såfremt de af Labflex A/S leverede og evt. monterede varer er blevet regelmæssigt serviceret og vedligeholdt. Forventninger og krav til regelmæssig gennemførelse og udførelse af service og vedligehold er beskrevet i den standard vedligeholdelsesvejledning, som altid bliver udleveret i forbindelse med levering af og eventuelt slutmontage af varerne. Det er købers forpligtelse at sikre, at Labflex A/S’ standard service- og vedligeholdelsesmanual er modtaget og at relevante personer har modtaget en gennemgang af manualen.

10. Force majeure

10.1 Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed for Labflex A/S, når de indtræder efter aftalens indgåelse og hindrer eller udsætter opfyldelsen af aftalen: Krig og mobilisering, oprør og uroligheder, naturkatastrofer, strejker og lockouter, vareknaphed samt mangler eller forsinkelser ved leverancer fra underleverandører, brand, manglende transportmuligheder, valutarestriktioner, import-/eksportrestriktioner og andre omstændigheder, som Labflex A/S ikke har indflydelse på.

10.2 I disse tilfælde er Labflex A/S efter eget valg berettiget til at annullere ordren, eller en del af ordren, uden at dette skal betragtes som misligholdelse, eller at levere varen, når opfyldelseshindringen er ophørt.

11. Lovvalg og værneting

11.1 Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Aarhus Byret, medmindre Labflex A/S vælger at anlægge sag ved kundens hjemting.

11.2 Labflex A/S er dog berettiget til at anlægge sag ved retten i den retskreds, hvor købers forretningssted og/eller hovedkontor er beliggende.

11.3 Parterne er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol, som behandler erstatningskrav, der er rejst af tredjemand mod en af dem vedrørende produktansvar.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Learn more

lad os tage en snak

få gratis laboratorierådgivning fra labflex